Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overordnet ramme for krop, bevægelse og sundhed

For os er sundhed et bredt begreb og omfatter både den fysiske og mentale sundhed. Vi tror på, at børn er født nysgerrige og undersøgende og møder verden med en åben tilgang. Det er vigtigt, at vi kikker på barnets nærmeste udviklingszone, så barnet ikke kommer til at stå for meget på tæer. Vi udfordrer børnene på deres niveau, da børn besidder forskellige ressourcer. 

Vi har et fantastisk udeområde i vores SFO med mulighed for masser af fysiske aktiviteter og rigtig god plads. Der er mooncarbane, gynger, hoppepude, rutsjebane, bålhytte hvor vi har udeliv en gang om ugen, boldbaner til fodhold, rundbold og andre udendørs lege. 

Her har barnet mulighed for at have gang i sin egen leg i det fjerne hjørne, eller være med i en styret aktivitet af voksne. 

Vi er rigtig meget udenfor i al slags vejr, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan finde på sammen med børnene. Vi benytter os en del af byens svømmehal, hvor man kan melde sig på til at komme med i svømmehallen. 

Vi har som princip i vores SFO, at vi ikke har computer og IPad som en del af vores udbud af legetøj. Vi vil gerne byde børnene noget andet og udvide deres horisont for leg og beskæftigelse, hvor IT ikke er omdrejningspunktet. Her skaber vi rum for udvikling på andre måder og derved nuancere børnenes syn på leg og fællesskab. 

Vi har været meget optaget af at skabe mulighed for børn for at falde til ro, at komme ned i tempo og kunne mærke sig selv. I den forbindelse har vi lavet et bedstemorrum, hvor rammen lægger op til ro og afslapning sammen med ”bedste”. Vi har også arbejdet en del med mindfulness i skolen og vil gerne overføre noget af det til fritidsdelen.

Vi gør meget brug af skolens gymnastiksale, hvor børnene har mulighed for at udvikles motorisk og hygge sig med leg, aktiviteter og fysisk udfoldelse. For at understøtte muligheden for aktiv leg er skolen i gang med at etablere et aktivitetsrum, som ligger tættere på SFO'en. 

Vi spiser sund mad i SFO’en og lægger stor vægt på, at børnene ikke er sultne. Mad er benzin for hjernen, derfor er det meget vigtigt, at man har brændstof nok, og at det er det rigtige brændstof. Børnene får mad, når de kommer fra skole, og de får også eftermiddagsmad, som er et stykke frugt, skåret ud, og som er fristende at sætte tænderne i. Vi gør meget ud af, at børnene skal smage forskelligt, og at det ser appetitligt ud.

Vi har et skarpt øje for, hvordan hvert enkelt barn har det, og vi vil til enhver tid gribe ind og understøtte barnet både mentalt og i forhold til den generelle trivsel.

Børn, der trives, har en sund udvikling.